Enter Twitter

 

I lang tid har jeg været et blåt æg på twitter. Jeg er aldrig rigtig kommet i gang med at kvidre, fordi alt for mange hashtags og underlige kodede betegnelser, skræmte mig væk. Til sidst kunne jeg ikke huske mit kodeord til fuglekanalen, og den gled helt naturligt ud i glemslen.

Men ikke hos andre – og jeg opdagede pludselig, at ligegyldigt hvilken konference man var på, så var der et hashtag som man kunne bruge til at twitte med andre deltagere.

Det endte med at jeg følte mig lidt udenfor og besluttede mig for at nu skulle det være. Nu skulle jeg  twitte. Så jeg har de seneste 14 dage øvet mig i at udtrykke mig i max 140 tegn og kaste et # eller et @ ind, der var hvor jeg sådan nogenlunde tror det passer.

Og jeg må indrømme at jeg er hooked. Det er ret sjovt, at smide one (eller two)liners  afsted lige i det øjeblik man føler det. Samtidig er det også meget sjovt, at følge nogen af de virkelige hardcore twittere. Jeg kan personligt bedst lide, dem der skriver noget underfundigt, skarpt eller sjovt uden alt for mange tegn, men det er måske bare et spørgsmål om tilvænning – jeg har trods alt kun eksperimenteret i et par uger.

Men jeg er kommet over ægge-stadiet, og har nu et farvestrålende diskobillede som min profil. Næste skridt bliver et rigtig profilbillede!

Så ses vi på twitter? Det er skidesjovt…@mariafrank

Giv mig hvad jeg vil ha’

Familien er kommet på net-flix: Ikke flere udflugter til Blockbuster, når der skal laves hjemmebiograf  og mulighed for at erstatte “Hammerslag” og “Kender du typen”med afsnit af “Spooks” eller “Mad Men”. Herligt!

Jeg overvejer derfor seriøst at nøjes med det lille boxer-abonnement, for hvem har nu brug for alle de mange kanaler, med åh så utrolig lidt brugbart på?

Og på den måde er jeg meget tidstypisk har jeg lært. Fik nemlig for nylig lov til at kigge lidt ind i fremtiden, ja, altså det vil sige, nogle kloge menneskers bud på fremtiden og hvilke trends 2013 vil bringe.

Der var – selvfølgelig – 10 bud (why change a winning concept). Og blandt andet et der hed: “Free the Menu”:

Fremtidens forbrugere vil selv have lov til at vælge lige netop de produkter ned fra hylden som de har lyst til.  DR hænger altså fast i nostalgi og  en bagstræberisk ide om fællesskab, når de bliver ved med at insistere på at “licens, det er noget vi giver til hinanden”.

For jeg og de andre fremtidige forbrugere vil ikke give noget som helst til nogen andre. Vi vil have det vi vil have – og kun betale for det vi bruger!

Og det gælder ikke kun på tv-området. I Sverige stiller de i den meget nære fremtid en avismaskine op.  En slags “print your own”. Det vil betyde at du vil kunne gå ind og printe forskellige sektioner fra forskellige aviser, eller forskellige artikler fra forskellige blade. Du behøver altså ikke købe et helt “Alt for Damerne”, hvis du blot har lyst til at læse artiklen med Iben Hjejle.

Du får lige nøjagtig, hvad du vil have – og betaler kun for det!

Det lyder forjættende – og dog, for hvor bliver overraskelserne af? Hvornår får jeg noget, som jeg faktisk ikke vidste, jeg ville ha’?

Som når man en sen aftentime bliver indfanget af “Kunstquizen” på DRK eller får læst den gemte baggrundsartikel om Ugandas sociale problemer.

Det bliver unægtelig lidt fattigt, når vi lige pludselig bare får hvad vi vil have. Hvem havde måske troet, at vi gad se på en bonderøv traske rundt og – på en meget besværlig måde -forsøge at gøre livet lidt mere enkelt, eller  for den sags skyld to midaldrende brødre, der laver mad tilsat rigeligt smør og onkel-vittigheder?

Vi ved bare ikke altid hvad vi vil have, før vi får det tilbudt!

Og i det tilfælde er det måske meget godt med en en bunke røde lejesvende, der insisterer på at “licens, det er noget vi giver til hinanden.”

Derfor social media…

Har brugt hele dagen på sociale medier, strategier og statistikker…

Noget var godt – andet knapt så godt… men denne her appellerede til mit lille bankende facebookhjerte:

Loving it…

Æææælsker den her reklame. Var jeg ikke Snickers-lover i forvejen blev jeg det. Småsulten… Altid!

Genopstået

Midt i mellem excel-ark og kommunikationsstrategier fandt jeg pludselig ud af at jeg savnede det her: At lade tankerne flyde og fingrene taste uden anden grund, end fordi jeg kan li’ det.

Hvilken luksus i en travl hverdag med børn, mand og – siden sidst – et pendlerjob. At vælge tasterne fremfor vasketøjet eller perlepladen.

But I’ll give it a try…

I’m back – og nøj, hvor jeg glæder mig…

Plads til begejstring

Jeg har – sagt i al beskedenhed – en fantastisk dreng på 5 år.

Klog, smuk og glad. Begejstret for livet og det i sådan en grad, at jeg nogle gange kan blive lidt urolig. For er han lidt for glad? Bliver han lidt for sårbar og vil det slå ham helt ud, når livet viser sig fra sin mindre børnevenlige side?

I går gik han rundt og sagde “glædelig december” til alt og alle. Med sin lille selvopfundne hilsen smittede han folk med decemberglæde og det var ganske fantastisk – og så alligevel… For jeg overvejede jo, at sige til ham at “glædelig december”, siger man altså ikke. Man siger kun “glædelig jul” – hvis det sådan skal være helt rigtigt.

Og hvorfor gør jeg så det? Ikke fordi jeg synes at “glædelig december” er et dårligt udtryk eller fordi jeg er overambitiøs med min førstefødte. Næh, jeg er såmænd bare nervøs for at drengen skal lide nederlag. At nogen vil sige til ham at “glædelig december” kan man altså ikke sige. At det er pattebarnsagtigt, at han er en klovn eller slet og ret at det er forkert.

Så vil jeg hellere, at det er mig, der får det sagt og det på en så tilpas indpakket måde at han ikke for alvor bliver ramt.

Og sådan har jeg taget mig selv i nogle gange at ville beskytte i sådan en grad at det er hæmmende. Jeg forsøger virkelig – det gør jeg virkelig – ikke at være en hønemor. Ikke at være hende, der altid råber “kravl nu ikke for højt op i træet”, “pas nu lidt på med din lillesøster” eller “ikke så stærkt, David”. Desværre lykkes det ikke altid, og faktisk har jeg med mine formaninger og forklaringer  – ifølge pædagogen – været med til at skabe en dreng med et udpræget overjeg. Av!

Derfor ikke så mange formaninger og forklaringer. Lad drengen være dreng og begejstres og lad ham få de knubs, som han nu engang skal have. For hvor vil det være trist, hvis jeg, i min iver efter at beskytte, kvæler begejstringen.

Og hvem ved: måske smitter han.

Glædelig december, allesammen.

(Gårs)Dagens linier

Glædelig December!!!

                                                                                    David Bohn Frank, 5 år.

Meningen

Der pyntes til jul - derfor ingen andre tanker end "Merry christmas, ho,ho,ho"

Sprogmuggen, men stadig kålhøgen

Jeg har en svaghed for ordet “kålhøgen”.

Ikke at det er et ord, jeg sådan går og bruger i dagligdagen, og når jeg endelig gør, sørger jeg for at gøre det på sådan en måde, at alle kan høre citationstegnene.

For jeg ved jo godt, at kålhøgen er et ord, der hører til i starten af det 19-århundrede; men derfor er der nu alligevel noget over ordet: KÅLHØGEN. Kan du ikke næsten smage hvor overmodig og kæk, man er, når man er kålhøgen?

Nu viser det sig, at det ikke er underligt, at jeg er vild med ordet. For jeg har lige taget sprogtesten inde på gangisproget.dk og der er ingen tvivl: Jeg er sprogmuggen!

“Sproglig set har du toppet. Den sidste vending du tillagde dig før nedturen var “Klap lige hesten”. I dag holder du dig primært til et småkedeligt nutidsdansk”

Ikke et rart skudsmål (der var den igen – sprogmuggen!) – især ikke når man lever af sprog og formidling. Men måske er mit sprog blevet lidt kedligere? For meget frikadelle og for lidt champagne – for det vigtigste er jo kommunikationen og at målgruppen forstår.

Og måske det ikke kun er mig, men rigtig mange journalister, der har det sådan. I hvert fald fik jeg forleden en mindre opsang af en englænder, der oversætter danske artikler til engelsk. ” I bruger ikke sproget” sagde han.

Jeg var selv ude om irrettesættelsen. For jeg havde lige fortalt ham, hvordan jeg misundte englænderne deres sprog og det de kunne udtrykke med det. “I har bare så mange flere muligheder.”

Og det var så her jeg blev irettesat. For som han sagde: “Jeg sidder med mine store tykke ordbøger med danske ord, men det er sjældent, jeg har brug for dem. I bruger de samme ord igen og igen.”

Mine argumenter om, at vi i Danmark bare ikke har så mange ord som i England (hvor er f.eks. et ord som “roadkill” i det danske sprog?), blev blankt afvist. “I bruger dem bare ikke”.

Og han har jo ret. For det handler ikke kun om, at briterne har mange flere ord. Det handler også om traditionen for og accepten af, at man leger med dem.

På journalisthøjskolen blev jeg irrettesat, fordi jeg tillod mig at skrive, at de brede rygge lyttede. “Rygge lytter ikke” lød kritikken. JO, de gør! Når alt man ser er anspændte rygge, fordi de hoveder, der er påsat ryggene er travlt optaget med at kigge ned i bankopladerne, så lytter ryggene! 

Måske vi burde give lidt mere slip. Forsøge os med vendinger og ord, der rækker lidt ud over det dagligdags, og lege…bare lidt mere.

Men selvom jeg tabte diskussionen fik jeg heldigvis det sidste ord. Min danskoversættende englænder vidste nemlig ikke, hvad kålhøgen var.

Dagens linier

Hun kunne have fået hvem hun ville ha – inklusiv ham henne fra banken.

                                                                     Steffen Brandt “Sporløs”

Genialt: Miljø- og personkarakterisk på blot to linier!